Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hvordan danner jeg et nyt parti?

På denne side kan du blandt få svar på, hvordan et nyt parti opstillingsberettiget bliver til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg og hvilke partinavne, der kan godkendes?

Hvordan stifter jeg et nyt parti?

Der findes ingen regler i lovgivningen for, hvordan du stifter et nyt parti. Enhver kan således stifte et nyt parti og drive politisk virksomhed. Du behøver ikke engang selv have valgret eller være valgbar for at stifte et politisk parti.

Vil du opstille partiet til folketingsvalg eller Europa-Parlamentsvalg, skal du dog først anmelde partiet for social- og indenrigsministeren. Den følgende gennemgang forklarer, hvordan du gør.


Nyt parti til folketingsvalg

Hvis du ønsker at opstille et nyt parti til Folketinget, skal du først anmelde partiet for social- og indenrigsministeren. Det skal ske senest kl. 12 femten dage før folketingsvalget. Sammen med anmeldelsen skal du indlevere et antal vælgererklæringer, det vil sige nogle formularer, hvor personer, der har valgret til folketingsvalg, har tilkendegivet, at de gerne vil støtte, at partiet kan stille op til folketingsvalg.

For at kunne deltage i folketingsvalg skal partiet ved anmeldelsen, dvs. senest femten dage inden valget, have indsamlet et antal vælgererklæringer, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer, der blev afgivet ved det sidste folketingsvalg.

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 blev der afgivet 3.518.987 gyldige stemmer. Et nyt parti skal derfor for tiden indsamle mindst 20.109 vælgererklæringer for at kunne deltage i folketingsvalg.

Anmeldelsen af et parti er gyldig indtil det førstkommende folketingsvalg er afholdt, dog mindst i 18 måneder fra datoen for partianmeldelsen.

Anmeldelse af et nyt parti for social- og indenrigsministeren skal ske ved brug af vælgererklæring.dk, der er en digital løsning. Den digitale løsning skal også bruges til indsamling og registrering af vælgererklæringer, se nærmere nedenfor.


Nyt parti til Europa-Parlamentsvalg 

Hvis du ønsker at opstille et nyt parti til Europa-Parlamentet, skal du først anmelde partiet for social- og indenrigsministeren. Det skal ske senest kl. 12 otte uger før valgdagen. Sammen med anmeldelsen skal partiet indlevere erklæringer fra et antal vælgere, der mindst svarer til 2 procent af samtlige gyldige stemmer ved det sidste folketingsvalg.

Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 blev der afgivet 3.518.987 gyldige stemmer. Et nyt parti skal derfor for tiden indsamle mindst 70.380 vælgererklæringer for at kunne deltage i valg til Europa-Parlamentet.

Anmeldelsen af et parti er gyldig indtil det førstkommende Europa-Parlamentsvalg er afholdt.

Anmeldelse af et nyt parti for social- og indenrigsministeren skal ske ved brug af vælgererklæring.dk, der er en digital løsning. Den digitale løsning skal også bruges til indsamling og registrering af vælgererklæringer, se nærmere nedenfor.


Ansøgning om partinavn til folketingsvalg og/eller Europa-Parlamentsvalg 

Inden partiet kan komme i gang med at indsamle vælgererklæringer, skal partiets navn godkendes af Valgnævnet. Godkendelsen af partinavnet gælder i 3 år fra datoen for godkendelsen. Valgnævnet kan under særlige omstændigheder forlænge godkendelsen af partinavnet for ét år.

Du kan søge om at få partinavnet godkendt ved at henvende dig til Valgnævnet. I ansøgningen skal du skrive det ønskede partinavn samt dit navn, adresse og kontaktoplysninger (e-mailadresse og telefonnummer).

Inden du indsender en ansøgning om godkendelse af et nyt partinavn til Valgnævnet, er det en god idé at læse nedenstående afsnit om ”Godkendte partinavne” og ”Hvilke partinavne kan godkendes?”. Disse afsnit indeholder oplysninger om hvilke overordnede principper, der finder anvendelse, når Valgnævnet godkender et nyt partinavn, og når Valgnævnet giver afslag på at godkende et nyt partinavn.

Du kan sende ansøgning om godkendelse af nyt partinavn til:

Valgnævnet
Social- og Indenrigsministeriet
Holmens Kanal 22 
1060 København K

Du kan også sende ansøgningen pr. e-mail til , eller ringe til Social- og Indenrigsministeriet på tlf. 33 92 93 00 og bede om at blive stillet om til Valgnævnets sekretariat.


Godkendte partinavne

Når Valgnævnet har godkendt et partinavn er dette beskyttet. Det betyder, at andre ikke kan få godkendt det samme eller et lignende partinavn.

Når partinavnet er blevet godkendt, indføres navnet i Partinavneregisteret. Partinavneregistret indeholder en oversigt over de partinavne, der er godkendt på nuværende tidspunkt. Partinavneregistret findes også her på hjemmesiden.

Partinavnet godkendes for 3 år. Godkendelsen kan under særlige omstændigheder forlænges med ét år. Hvis partiet ikke inden for godkendelsesperioden for partinavnet har indsamlet det krævede antal vælgererklæringer, vil partinavnet ikke længere være beskyttet mod, at andre kan få navnet eller et lignende partinavn godkendt.

Når partinavnet ikke længere er beskyttet, vil det blive slettet fra partinavneregistret.

Inden du sender en ansøgning til Valgnævnet om godkendelse af et nyt partinavn, er det derfor altid en god idé at undersøge, om partinavnet eller et lignende partinavn allerede fremgår af partinavneregistret.

 

Hvilke partinavne kan godkendes?

Det følger af folketingsvalglovens § 13, stk. 1, nr. 1-7, at et nyt parti ikke kan få godkendt et partinavn, der:

  • benyttes af et parti, der har ret til at deltage i folketingsvalg (er opstillingsberettiget). De partier, der p.t. har ret til at deltage i folketingsvalg findes på hjemmesiden
  • er navnet på et parti, der tidligere har været opstillingsberettiget til Folketinget, medmindre der er gået mindst 5 valgperioder, siden partiet sidst deltog i folketingsvalg
  • er godkendt af Valgnævnet for et nyt parti, der ønsker at deltage i folketingsvalg (dvs. findes i Partinavneregistret)
  • benyttes af et parti, der har ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg (er opstillingsberettiget)
  • er navnet på et parti, der tidligere har haft ret til at deltage i Europa-Parlamentsvalg, medmindre der er gået mindst 4 valgperioder, siden partiet sidst deltog i Europa-Parlamentsvalg
  • er godkendt af Valgnævnet for et nyt parti, der ønsker at deltage i Europa-Parlamentsvalg
  • kan forveksles med navnet på et af de partier, der har et beskyttet partinavn efter et af ovenstående punkter

Derudover følger det af Valgnævnets praksis, at Valgnævnet ikke godkender partinavne, der indeholder anstødelige ord eller strider mod acceptabel sprogbrug.

Hvis et partinavn består af et navn, som en anden har eneret til, f.eks. et varemærke eller lignende, kan partinavnet som udgangspunkt ikke godkendes. Partinavnet kan kun godkendes, hvis indehaveren af eneretten giver samtykke til, at partiet kan bruge navnet.

Valgnævnet godkender heller ikke partinavne, der primært består af en ren bogstavkombination uden selvstændig betydning. Valgnævnet godkender heller ikke partinavne, der er fremhævet med særlige kendetegn, og som for eksempel kan fange vælgeres opmærksomhed på en stemmeseddel.

Valgnævnet vil i sagerne altid træffe afgørelse ud fra en konkret vurdering.