Sådan kan man tabe sin valgbarhed

Hvornår er jeg valgbar?

For at stille op til et valg, skal du først og fremmest have valgret til det valg, som du ønsker at stille op til.

Ved opstilling til Folketinget eller Europa-Parlamentet må du herudover ikke være straffet for en handling, der gør dig uværdig til at være medlem af den forsamling, som du stiller op til. For så vidt angår opstilling til kommunalbestyrelser og regionsråd er det fastsat i den kommunale og regionale valglov, hvilke typer af straf der medfører, at du ikke er valgbar. Du kan læse mere om fortabelse af valgbarhed til kommunalbestyrelser og regionsråd på grund af straf her.

Du kan dog altid stille op til et valg, uanset om du måtte være straffet for en handling, der kunne betyde, at du ikke er valgbar til valget. Spørgsmål om valgbarhed afgøres altid først efter valget.

 

Valgbar til Folketinget

Stiller du op til folketingsvalg, er det Folketinget selv, der efter valget afgør, om dets medlemmer er lovligt valgt, herunder om de er valgbare.

 

Valgbar til Europa-Parlamentet

Bliver du valgt til Europa-Parlamentet i Danmark, og gør nogen indsigelse mod, at du er blevet valgt, fordi du er straffet for en handling, der gør dig uværdig til at være medlem af Europa-Parlamentet, er det Europa-Parlamentet, der afgør, om du har mistet din valgbarhed.

 

Valgbar til kommunale og regionale råd

I den kommunale og regionale valglov er der fastsat objektive kriterier for, hvornår man ikke er valgbar til kommunalbestyrelser eller regionsråd på grund af straf. Udgangspunktet er, at man mister sin valgbarhed, hvis man idømmes frihedsstraf, eller hvis man ubetinget frakendes førerretten til bil.