Kommunale og regionale valg

Valg af medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd skal ifølge den kommunale og regionale valglov afholdes hvert fjerde år.

Valg til kommunalbestyrelser og regionalråd i 2013 

Tirsdag den 19. november 2013 blev der afholdt valg til kommunalbestyrelser og regionsråd.

Du finder valgresultater for de enkelte kommuner og regioner på KMD's valgside.

 

Hvornår er der valg? 

Valg af medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd skal ifølge den kommunale og regionale valglov afholdes hvert fjerde år. Valget finder altid sted den tredje tirsdag i november i valgåret. Det seneste valg af medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd blev afholdt tirsdag den 19. november 2013. Det næste kommunal- og regionalvalg afholdes den 3. tirsdag i november 2017. Medlemmerne af kommunalbestyrelser og regionsråd vælges for 4 år. Mandaterne bortfalder først, når nyvalg har fundet sted. Valgperioden regnes fra 1. januar. Samtlige medlemmer afgår den 31. december i det år, hvor nyvalg har fundet sted.


Hvem kan stemme? 

Valgret til kommunalbestyrelser og regionsråd har enhver, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen. For personer, der ikke er statsborgere i et EU-land eller i Island eller Norge, er valgretten dog betinget af 3 års forudgående fast bopæl i riget. Personer, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (tidligere kaldt "umyndiggjorte") har dog ikke valgret.


Hvem kan stille op? 

Har man valgret til kommunalbestyrelser og regionsråd, vil man normalt også være valgbar hertil, medmindre man er blevet straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør én uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd.