Fra i dag er det muligt at søge om at stemme hjemme til folketingsvalget

Publiceret 08-05-2019
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Vælgere, der er syge eller mangler førlighed, har mulighed for at stemme i eget hjem til folketingsvalget den 5. juni 2019.

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke har mulighed for at komme til valgstedet på valgdagen, kan du ansøge om at brevstemme i eget hjem.

Hvis du ønsker at brevstemme hjemme, skal du søge om det hos din kommune.

Du kan søge om at stemme hjemme ved at udfylde et særligt ansøgningsskema, som du kan få ved at kontakte din kommune eller finde på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.  Du kan også søge om at stemme hjemme ved at kontakte din kommune telefonisk.

Kommunen skal have din ansøgning senest fredag den 24. maj 2019 kl. 18.00. Den enkelte kommune må dog godt sætte en senere frist. Du kan få oplyst fristen hos din kommune. 

Hvis du får praktisk hjælp hjemme, f.eks. af en hjemmehjælper, hjemmesygeplejerske eller af andre, kan du også få ansøgningsskemaet af dem. De kan også hjælpe dig med at udfylde og indsende skemaet, hvis du har behov for det.

Sådan brevstemmer du

  • Hvis du får godkendt din ansøgning om at brevstemme hjemme, vil din kommune kontakte dig pr. brev eller telefon og oplyse dig om, på hvilken dato og i hvilket tidsrum afstemningen skal foregå i dit hjem.

  • Den dag, du skal afgive din brevstemme, kommer to stemmemodtagere hjem til dig med brevstemmematerialet. Når du har stemt, tager stemmemodtagerne din brevstemme med tilbage til kommunen og sørger for, at din stemmeseddel bliver lagt i stemmekassen på valgdagen ligesom de almindelige stemmesedler. 

 
Få flere nyheder om #fv19: Følg @valgDK på Twitter.

 

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@oim.dk, tlf. 25 16 12 06

Presse- og kommunikationsmedarbejder Cecilie Rex Selmer, crs@oim.dk, tlf. 72 28 24 17