Nu kan du se listen over folketingskandidater

Publiceret 29-05-2019
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

900 kandidaters navne skal fordeles på stemmesedlerne, når danskerne skal til stemmeurnerne og sætte deres kryds til folketingsvalget onsdag den 5. juni 2019.

Fristen for at melde sig som folketingskandidat er udløbet. Økonomi- og Indenrigsministeriet er derfor nu klar med den færdige liste over kandidater, der stiller op til valget.

Af listen fremgår det, at 900 kandidater stiller op til folketingsvalget onsdag den 5. juni 2019.

Her kan du se listen over folketingskandidater.

Flere kvinder stiller op som folketingskandidater

Antal: Sammenligner man listen over kandidater med listen fra seneste folketingsvalg den 18. juni 2015, kan man se, at antallet af kandidater er steget med 101 (ca. 12,6 procent). Ved valget i 2015 stillede 799 kandidater op.

Ny- og genopstillede: 344 af kandidaterne i 2019 stillede også op til valget i 2015, mens 556 kandidater er nyopstillede. I 2015 genopstillede 332 kandidater, mens 467 kandidater ikke var opstillet ved folketingsvalget i 2011.

Køn: Af de 900 kandidater, der stiller op til valget, er 309 eller 34,3 procent kvinder. Ved valget i 2015 var 250 eller 31,3 procent af kandidaterne kvinder. Der er altså sket en stigning på 3 procentpoint.

Alder: Gennemsnitsalderen for de opstillede kandidater er 45,7 år for kvinder og 48 år for mænd. Ved valget i 2015 var gennemsnitsalderen 45,2 år for kvinder og 47,0 år for mænd.

Du kan læse mere om, hvordan de opstillede kandidater fordeler sig på blandt andet køn og alder i partierne og blandt kandidaterne uden for partierne på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Få flere nyheder om #fv19: Følg @valgDK på Twitter.

 

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@oim.dk, tlf. 25 16 12 06

Presse- og kommunikationsmedarbejder Anne Dahl Bertelsen, andb@oim.dk, tlf. 72 28 24 1817