Sidste frist for at brevstemme til folketingsvalget er lørdag den 1. juni 2019

Publiceret 31-05-2019
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Hvis du ikke kan stemme til folketingsvalget på valgdagen, er lørdag den 1. juni 2019 sidste dag, du kan brevstemme i Danmark.

På onsdag den 5. juni 2019 er der valg til Folketinget. Hvis du er forhindret i at stemme på valgdagen eller i øvrigt foretrækker at stemme på forhånd, skal du nå at brevstemme senest lørdag.

Lørdag den 1. juni 2019 holder kommunerne åbent for brevstemmeafgivning på mindst ét sted i hver kommune i tidsrummet klokken 9.00-16.00. Du kan tjekke kommunens hjemmeside for information om at brevstemme i kommunen.

Sådan brevstemmer du

  • Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune og ikke blot i den kommune, hvor du bor.
  • Du kan for eksempel møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Kontakt kommunen, eller gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.
  • Du skal huske at medbringe gyldig legitimation, for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.
  • Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen. Men du kan godt brevstemme igen inden for fristen – den nyeste stemme tæller.
  • Kommunerne har indgået en aftale med PostNord, der skal sikre, at alle brevstemmer mellem kommunerne når frem til det rette valgsted til tiden.

Hvis du er i udlandet

  • Hvis du opholder dig i udlandet, kan du brevstemme på enhver dansk repræsentation, det vil sige på den danske ambassade eller det danske konsulat i det land, hvor du opholder dig.
  • Hvis du brevstemmer i udlandet, skal du gøre det i så god tid, at brevstemmen kan nå at blive sendt hjem til din kommune, før valghandlingen går i gang på valgdagen onsdag den 5. juni klokken 8.00.

Få flere nyheder om #fv19: Følg @valgDK på Twitter.

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@oim.dk, tlf. 25 16 12 06

Presse- og kommunikationsmedarbejder Anne Dahl Bertelsen, andb@oim.dk, tlf. 72 28 24 18