Valgresultatet for Europa-Parlamentsvalget – hvor og hvornår findes det?

Publiceret 20-05-2019

Selv om afstemningen i Danmark slutter kl. 20 på valgdagen den 26. maj, skal vi vente til efter kl. 23 på at få de første resultater af Europa-Parlamentsvalget.

Valgresultatet for Europa-Parlamentsvalget må først officielt offentliggøres efter, at valgstederne er lukket i alle EU-landene. Det følger af EU-regler. I Italien lukker valgstederne først kl. 23, og valgresultatet kan derfor først officielt offentliggøres fra kl. 23 den 26. maj 2019.

På valgaftenen bliver fordelingen af stemmer og mandater på de opstillede partier offentliggjort. De personlige stemmer bliver først opgjort i forbindelse med fintællingen af de afgivne stemmer. Fintællingen påbegyndes senest i løbet af mandag den 27. maj 2019. Resultatet af fintællingen vil blive offentliggjort, når de personlige stemmer er talt op, og partiernes mandater er fordelt mellem de opstillede kandidater.

Alle resultater vil blive offentliggjort af Danmarks Statistik på www.dst.dk/valg.

Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggør cirka en uge efter valget den endelige opgørelse af Europa-Parlamentsvalget på valg.oim.dk. Det sker efter, at fintællingen har fundet sted, og de valgbøger, som valgbestyrelserne har udarbejdet, er tjekket for eventuelle fejl og mangler.

Danmarks Statistik udsender nogle uger efter valgdagen publikationen ”Opgørelse af Europa-Parlamentsvalget den 26. maj 2019” med en række nøgletal om Europa-Parlamentsvalget. Nøgletallene fra Europa-Parlamentsvalget handler blandt andet om, hvor mange der har stemt ved valget, hvor mange brevstemmer der er afgivet, mandatfordelingen mellem partierne og de opstillede og valgte kandidater fordelt på køn og alder. Publikationen vil være tilgængelig på valg.oim.dk.

Få flere nyheder om #ep19dk #epv19: Følg @valgDK på Twitter.

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@oim.dk, tlf. 25 16 12 06

Presse- og kommunikationsmedarbejder Cecilie Rex Selmer, crs@oim.dk, tlf. 72 28 24 17