Opstillingsformer til folketingsvalg

Et parti, der er opstillingsberettiget til folketingsvalg, kan opstille sine kandidater enten sideordnet eller kredsvis. Ved sideordnet opstilling opstiller partiet flere kandidater i hver opstillingskreds (dog ikke nødvendigvis i alle). Ved kredsvis opstilling opstiller partiet én kandidat i hver opstillingskreds. De to opstillingsformer kan også kombineres med hinanden inden for en storkreds.

Det er ved en lovændring pr. 1. november 2017 blevet muligt at kombinere den sideordnede opstilling med en prioriteret rækkefølge af kandidaterne på stemmesedlen samt blevet muligt at vælge, at det alene er personlige stemmer, der afgør, hvilke kandidater der bliver valgt. Den kredsvise opstilling kan som hidtil kombineres med partiliste.

Sideordnet opstilling

Ved sideordnet opstilling opstiller partiet flere kandidater i hver opstillingskreds. En kandidat kan være opstillet i én, flere eller alle opstillingskredse i storkredsen.

Partier, der har sideordnet opstilling, opstiller ofte alle kandidater for partiet i alle opstillingskredse i en storkreds. Det kaldes fuldstændig sideordnet opstilling.

Ved sideordnet opstilling anføres partiets kandidater i alfabetisk rækkefølge på stemmesedlen. Det er ikke længere muligt at ”nominere” en spidskandidat, der kan stå øverst på stemmesedlen. Hvis partiet alligevel ønsker at benytte denne tidligere opstillingsform, skal partiet bruge den nye opstillingsform ”prioriteret sideordnet opstilling” (se nedenfor).

Prioriteret sideordnet opstilling (NYT)

Som noget nyt efter folketingsvalget i 2015 kan et parti, hvis kandidater er sideordnet opstillet i en eller flere opstillingskredse, vælge, at partiets kandidater i storkredsen skal anføres i en prioriteret rækkefølge på stemmesedlen, som partiet selv bestemmer (prioriteret sideordnet opstilling).

Hvis partiet vælger prioriteret sideordnet opstilling, har det den betydning, at partiet helt selv kan bestemme rækkefølgen af kandidaterne på stemmesedlen i de enkelte opstillingskredse inden for storkredsen. Rækkefølgen af kandidaterne må gerne være forskellig i de enkelte opstillingskredse i storkredsen.

Da partierne således ved denne opstillingsform helt selv bestemmer rækkefølgen af kandidaterne på stemmesedlen, er begrebet ”nominering” blevet overflødigt og som følge heraf ophævet. Partierne har dog i praksis stadig mulighed for at ”nominere” en kandidat i de enkelte opstillingskredse, da partierne selv bestemmer rækkefølgen af kandidaterne.

Valg på personlige stemmer (NYT)

Ved sideordnet opstilling fordeles partistemmerne i opstillingskredsen som udgangspunkt mellem partiets kandidater i opstillingskredsen i forhold til deres personlige stemmetal i opstillingskredsen.

Hvis partiets kandidater i en storkreds alle er opstillet i alle opstillingskredse inden for storkredsen (fuldstændig sideordnet opstilling), kan partiet som noget nyt efter folketingsvalget i 2015 bestemme, at partistemmerne i den pågældende storkreds ikke tilfalder nogen kandidat for partiet i storkredsen. Det betyder, at kandidaterne i den pågældende storkreds alene bliver valgt ud fra de personlige stemmer.

Opstillingsformen har ikke betydning for mandatfordelingen, men alene for udvælgelsen af de valgte kandidater inden for partiet.

Kredsvis opstilling

Ved kredsvis opstilling opstiller partiet én kandidat i hver opstillingskreds. En kandidat kan være opstillet i én, flere eller alle opstillingskredse i storkredsen.

Den kandidat, der er opstillet i den pågældende opstillingskreds, står øverst på stemmesedlen. De kandidater, der er opstillet i de øvrige opstillingskredse i storkredsen, anføres derefter på stemmesedlen i alfabetisk rækkefølge, medmindre partiet har anmeldt partiliste (se nedenfor).

Partier, der har kredsvis opstilling, herunder kredsvis opstilling i kombination med partiliste, opstiller ofte en forskellig kandidat i hver opstillingskreds.

Ved kredsvis opstilling tilfalder alle partistemmerne i en opstillingskreds partiets kandidat i opstillingskredsen.

Partiliste

Et parti med kredsvis opstilling i alle opstillingskredse i storkredsen kan anmelde partiliste for alle partiets kandidater i storkredsen.

Hvis partiet har anmeldt partiliste, skal kandidaterne anføres i partilistens rækkefølge på stemmesedlen. Den kandidat, der er opstillet i den pågældende opstillingskreds, skal dog altid stå øverst, uanset kandidatens nummer på partilisten.

Der er ikke noget i vejen for, at en kandidat er opstillet i flere kredse, eller at der slet ikke er opstillet en kandidat i en kreds.

Både sideordnet opstilling og kredsvis opstilling

Et parti har også mulighed for inden for samme storkreds at opstille sideordnet i nogle opstillingskredse og opstille kredsvis i de øvrige opstillingskredse.

Et parti, der anvender begge opstillingsformer inden for samme storkreds, kan ikke anmelde valg på personlige stemmer eller partiliste i den pågældende storkreds.