Spørgsmål og svar om partistøtte

Her kan du finde svar på nogle af de hyppigt stillede spørgsmål om partistøtte.

Partistøtte skal anvendes til politisk arbejde. "Politisk arbejde" er bredt defineret og omfatter enhver aktivitet, der tager sigte på at fremme valg her i landet af en eller flere kandidater eller fremme et bestemt resultat af folkeafstemning her i landet ved:

  1. at udbrede kendskabet til bestemte politiske synspunkter,
  2. at etablere og drive organisationer,
  3. at samarbejde med andre organisationer eller
  4. på anden måde. 

Den politiske aktivitet behøver ikke nødvendigvis blive udført af partiet selv.

Regional partistøtte skal anvendes til politisk arbejde i regionen, og kommunal partistøtte skal anvendes til politisk arbejde i kommunen. Det er ikke et krav, at det politiske arbejde retter sig mod valg til et bestemt organ. Partistøtten kan derfor også anvendes til politisk arbejde i regionen eller i kommunen, der retter sig mod folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg eller en folkeafstemning.

Partistøtten skal anvendes til politisk arbejde inden for det kalenderår, partistøtten vedrører, og det politiske arbejde skal finde sted i dette kalenderår.

Et parti, der har deltaget i folketingsvalget den 1. november 2022 (og i øvrigt opfylder betingelserne for at få udbetalt partistøtte), er berettiget til partistøtte for 2023 (dvs. kalenderåret efter det kalenderår, hvor folketingsvalget blev afholdt) og til og med det kalenderår, hvor næste folketingsvalg afholdes. Hvis det er første gang, partiet er opstillet til folketingsvalg, er partiet desuden berettiget til partistøtte for den resterende del af det kalenderår, hvor folketingsvalget blev afholdt.

En kandidatliste, der har deltaget i kommunal- og regionalvalget den 16. november 2021 (og i øvrigt opfylder betingelserne for at få udbetalt partistøtte), er berettiget til partistøtte i de følgende 4 år, dvs. 2022-2025. Baggrunden herfor er, at kommunal- og regionalvalget afholdes i november og med fire års mellemrum.

Hvis et parti eller en regional eller kommunal kandidatliste ikke anvender den udbetalte partistøtte fuldt ud i det pågældende kalenderår, modregnes det ubrugte beløb i den partistøtte, som ydes det efterfølgende år.

Hvis et parti eller en regional eller kommunal kandidatliste nedlægger sig selv inden for valgperioden, kan den allerede udbetalte partistøtte for det indeværende år overføres til en anden lokal partiorganisation, landorganisationen for partiet eller til tredjemand, med henblik på udøvelse af politisk aktivitet. Et nedlagt parti eller en nedlagt kandidatliste kan ikke få udbetalt partistøtte.

Regnskaberne fra partiernes landsorganisationer skal indeholde oplysning om private bidrag over beløbsgrænsen.

Partiregnskaberne findes på Folketingets hjemmeside (under "Partierne"). Spørgsmål til de enkelte regnskaber skal rettes til partiet.

Erklæringen fra regionale kandidatlister, der indeholder oplysning om private bidrag over beløbsgrænsen, offentliggøres på regionens hjemmeside.

Erklæringen fra kommunale kandidatlister, der indeholder oplysning om private bidrag over beløbsgrænsen, offentliggøres på kommunens hjemmeside.