I morgen er der Europa-Parlamentsvalg

Publiceret 25-05-2019
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Søndag skal danske vælgere stemme om, hvem der skal sidde på de danske pladser i Europa-Parlamentet de næste fem år.

I morgen søndag den 26. maj 2019 er der valg til Europa-Parlamentet i Danmark. Vælgerne skal stemme om, hvilke 14 politikere der skal sidde i Europa-Parlamentet for Danmark de næste fem år. Det 14. mandat tiltræder dog først, når Storbritannien udtræder af EU.

Du kan stemme fra klokken 9.00 om morgenen, og indtil valgstederne lukker klokken 20.00. Du kan ikke længere brevstemme, så nu kan du kun stemme på dit valgsted på valgdagen. Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen.

Når du går hen for at stemme, skal du huske dit valgkort, som du har fået med posten. Det står på valgkortet, hvor du skal stemme på valgdagen. Hvis du glemmer dit valgkort, kan du alligevel godt få lov til at stemme, hvis du husker legitimation som for eksempel kørekort, pas eller sundhedskort.

Du kan få hjælp til at stemme

Hvis du har brug for hjælp til at stemme, skal du henvende dig ved valgbordet.

Du kan få hjælp af:

  • Én person, du selv vælger, og én valgstyrer eller tilforordnet vælger.
  • Hvis du ikke ønsker at vælge en personlig hjælper, kan du i stedet få hjælp af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere.
  • Du kan også få hjælp alene af en person, du selv har valgt. Dog kun, hvis du selv udtrykkeligt og utvetydigt kan fremsætte dit ønske om det, og dit ønske er begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Hvis du får hjælp af en valgstyrer eller tilforordnet vælger, har de tavshedspligt med hensyn til, hvad du stemmer.

Der vil også være hjælpemidler på valgstedet, som du kan benytte, når du skal stemme.

Hvis du har svært ved at komme ind i stemmelokalet, kan du i stedet stemme lige uden for stemmelokalet. Det kan for eksempel foregå i en bil parkeret ved indgangen.

Den endelige opgørelse af valgdeltagelsen og resultatet ved Europa-Parlamentsvalget forventes offentliggjort cirka en uge efter valget på valg.oim.dk.

Få flere nyheder om #ep19dk #epv19: Følg @valgDK på Twitter.

 

Baggrund

  • Der er valg til Europa-Parlamentet hvert femte år.
  • Ved Europa-Parlamentsvalg i Danmark er der kun én valgkreds. Det vil sige, at alle vælgere kan stemme på alle partier og kandidater, der stiller op.

 

Yderligere oplysninger

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@oim.dk, tlf. 25 16 12 06

Presse- og kommunikationschef Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16