EU-borgere skal første gang søge om at stemme til Europa-Parlamentsvalg

Valg og folkeafstemninger

Som EU-borger kan man stemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark, hvis man er optaget på valglisten. Det skal man søge om, første gang man vil stemme til Europa-Parlamentsvalg.

Søndag den 9. juni 2024 er der valg til Europa-Parlamentet.

Hvis man som EU-borger vil stemme til Europa-Parlamentsvalg i Danmark, skal man søge om det, første gang man vil stemme til valget her i landet. Derefter kommer man på valglisten og kan stemme til de følgende Europa-Parlamentsvalg her i landet.

Forskel på kommunalvalg og Europa-Parlamentsvalg

Det er vigtigt at være opmærksom på, at man som EU-borger ikke automatisk er registreret som stemmeberettiget til Europa-Parlamentsvalg i Danmark, selv om man tidligere har stemt til et kommunalvalg i Danmark. Der gælder nemlig forskellige regler for de to typer valg. Ved kommunalvalg er man som EU-borger automatisk på valglisten og kan stemme. Ved Europa-Parlamentsvalg skal man som EU-borger ansøge om det første gang.

De særlige regler for Europa-Parlamentsvalg skyldes, at man som EU-borger ved Europa-Parlamentsvalg selv kan vælge, om man vil stemme i sit bopælsland eller i sit hjemland. Formålet med reglerne er at forhindre, at EU-borgere afgiver mere end én stemme. Reglerne er fælles EU-regler, som gælder i alle EU-lande.

Breve udsendes i marts

Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil i marts 2024 sende breve til alle EU-borgere med fast bopæl i Danmark, der fylder 18 år senest på valgdagen. Brevet vil oplyse, om man skal ansøge om at blive optaget på valglisten til Europa-Parlamentsvalget, eller om man allerede er optaget på valglisten. Brevet sendes til borgerne med Digital Post eller med posten, hvis de er fritaget for Digital Post.